Även om det är romanen Barbara vi först förknippar Jørgen Frantz Jakobsen (1900-1938) med, såg han sig själv främst som historiker och journalist.
Han skrev i flera år för den danske dagstidningen Politiken, och är speciellt känd för sina krönikor om nordiska förhållanden. Fyra år efter Jørgen Frantzs död, utgav danska Gyldendals förlag en samling av de mest interessanta krönikorna med rubriken Nordiske Kronikker.
Nedan kan du läsa två avsnitt från en krönika om Stockholm som kunde läsas i Politiken den 13 oktober 1932.
Det elegante Stockholm
København er stadigvæk Nordens største og gladeste By. Men Stockholm er den eleganteste. Selv Københavnerne indrømmer det, naar de kommer til Stockholm. Godt er det dog, at de ikke straks overgiver sig på Naade og Unaade. Efterhaanden som de kommer til sig selv og genfinder deres hjemlige kritiske Aand, kan de også faa Brug for den hist og her i det Fremmede.
Selve Stockholms Beliggenhed har hele Paradoksets Elegance. Kun faa Mil fra den kendte 60. Breddegrad og med Østevropas umiddelbare Naboskab finder man paa Relief af Bottenhavets Is og Polarnattens Nærhed en af Evropas mest straalende Hovedstæder. Hvilken raffineret Festivitas ligger ikke allerede i denne Kombination af det glansfulde og det hyperboreale !
Da engang i Sveriges fattige Middelalder Birger Jarl, ikke langt fra Ruinerne af gamle Uppsalas blodbestænkte Gudehove, grundlagde en lille Borg ved Mälarens Udløb, tænkte han vist meget lidt paa Paladser, som engang skulde spejle sig i denne stride Strøm. Gammelsvensk Psyke var aldeles ikke for Elegance.
Krönikan fortsätter med berättelser om Sveriges historia och glansdagar, och om det svenska industriäventyret. Med bakgrund i industrimagnaten Ivar Kreugers självmord i Paris ett halvt år tidigare, tar Jørgen Frantz också tag i denna märkliga och tragiska historia.
Han avslutar denna krönikan med att beskriva det arkitektoniska Stockholm:
Allerede ved sit Stadsbibliotek havde Gunnar Asplund angivet en Retningslinje, som varslede om det stor Gennembrud, som Funktionalismen ved den store Udsilling 1930 skulde finde i Sverige. Her havde storstilet svensk Byggetrang og svensk Stilsans endelig igen et lykkeligt og et virkelig elegant Møde, og man ser nu i Stockholm mere Funkis end i nogen anden Nordisk Hovedstad.
Det største Værk, som denne nye Stil indtil Dato har præsteret, er Norr Mälarstrand, en Strandgade paa 1 Kilometer langs Mälarens Nordkyst, hvis bebyggede Side udelukkende bestaar av 7 - 8 Etagers Funkishuse. Helhedsvirkningen er imponerende, og de, der bor i disse virkelig raffinerede Lejligheder, er at misunde. (En af dem er Professor Ohlin). Men med Beklagelse ser man, at en vis Germanisme, særlig i Udformingen af de øverste Etager, ogsaa her griner frem.
Noget nyt Præg har Funkisstilen dog endnu ikke naaet at give Stockholm. Maaske kommer det. Södermalms Højder med deres tilfældige Bebyggelse vil maaske ad Aare kunne finde en pompøs Udnyttelse. Men indtil da maa Byens Kerne, Staden mellem Broerne, siges at være det elegante Stockholms største Aktiv. Hvad ville det hele dog have været uden disse gamle, bebyggede Holme?
Efter en Dag i Kungsgatans og Drottninggatans travle Kvarterer er det lifligt i Skumringstimen at komme ud til Strömmen med de mange arkitektoniske Vuer eller fra Skeppsbroen at fordybe sig i den ældste Stadsdels middelalderligt snævre Gader.
Mellem de høje Stenhuse lever endnu Bellmans Aand:
Kom sköna källarflickor !
Bedst af alt er dog Slottet. Ingen anden Bygning har den Holdning og den Air. Heller ikke den Poesi. I Festsalene saa jeg for et Par Uger siden Kong Gustav give Reception. Stockholm er lille, set fra disse Vinduer. Medens Spejlgalleriet i Versailles vender ud mod et rigt Perspektiv af Terasser, Park og Himmel, vender dets nære Slægtning Carl XI’s Galleri mod Nord, kort og godt. Jeg vilde ønske, at jeg kunde se det en Gang til, men i flakkende Nordlysskær. Det ville være Stockholm !
