Detta är ursprungligen en dansk folkvisa om Danmarks drottning Dagmar och hennes välgärningar som kristen och hennes död på Riberhus i Ribe med mera.
Margaretha Dragomir eller Dagmar, var drottning av Danmark och prinsessa av Böhmen, född i kungaborgen Vysehrad i Prag i slutet av 1100-talet och död den 24 maj 1212 i borgen Riberhus i Ribe. Hon gifte sig med Valdemar II Sejr år 1205 och flyttade till Danmark. Dagmar var dotter till kung Ottokar I av Böhmen av ätten Przemysliderna och drottning Edel, prinsessa av Meissen. Äktenskapet mellan henne och Valdemar Sejr var tänkt som ett band mellan danskar och slaver i ett storrike. Valdemar Sejr var även kung över venderna i norra Tyskland, sedan han erövrat landområden där.
Dagmar kom till en erkänd och välomskriven kung i Europa. Hans far Valdemar den store och ärkebiskop Absalon hade fått Valdemar Sejrs farfar Knut Lavard korad som helgon. Det stärkte Valdemar Sejrs status som "kung av Guds nåde" och samtidigt kristendomens roll i Danmark.
Drottning Dagmar har i efterhand blivit sägenomspunnen och omskriven i folkvisor, där hon tillskrivs stor godhet. Hon födde 1209 sonen Valdemar den Unge, som dödades i en jaktolycka 1231, bara 32 år gammal. Han var samregent med sin far.
Dagmar är gravsatt i Sankt Bendts Kirke i Ringsted på Själland där även sonen och maken vilar.
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente,
og alle de Fruer, i Danmark ere,
dem lader hun til sig hente.
"Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise,
I hente mig fremfor alle dem
Hr. Karls Syster af Rise!"
Liden Kirsten hun kom ad Døren ind,
hun skinned saa rød af Gulde,
hun kunde ej Lys i Kronen se,
hendes Øjne var taarefulde.
"Nu; kanst du læse og skrive med Skel
og løse mig af min Pine,
da skal du slide Skarlagen rød
og ride paa Gangerne mine."
Og det var liden Kirstine,
tog Bogen og derudi saa:
"Gud hjælpe, min Dronning, din Pine
er haarder’ end Jærn og Staal."
Læsten hun tog og den hellige Bog,
hun læste alt, hvad hun kunde,
og Blad hun vendte saa sørgelig,
saa saare hendes Øjne runde.
De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
det blev jo længer jo værre.
”Mens der er nu ikke bedre Raad,
I sende Bud efter min Herre!
Vil Gud det have, maa saa det ske,
at Døden han skal mig gæste,
I sende straks Bud til Skanderborg
og hilser fra mig paa det bedste!“
Og det da var den liden Smaadreng,
han lod sig ej længe forlide,
før han rykte Sadel fra Bjælken ned
og lagde paa Hors den hvide.
Ind kom da den liden Smaadreng,
og stedtes han for Borde,
han var saa snild i Tale sin
og saa tog han til Orde:
"Dronning Dagmar har mig til Eder sendt,
hun vilde med Eder samtale,
hun længes saa fast og overbrat,
hun hvener sig lydt i Sale."
Dankonning slog sammen det Tavlebord,
saa alle de Terninger sjunge:
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulde Dagmar hin unge!"
Der Kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede Svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars Dreng hin venne.
Der han red over Randbøl-Hed’,
da fulgte ham femten svende,
der han kom over Riber-Bro,
da red den Herre alene.
Der er stor Ynk i Fruerbur,
naar alle Øjne græde.
Dronningen døde i liden Kirstens Arm,
der Kongen red op ad Stræde.
Og det var Dannerkonning,
han ind ad Døren tren,
det var liden Kirsten bolde,
hun rakte ham Haand igen.
"Og hør I, min Herre og Konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
for I har faaet en Søn i Dag,
er skaaret af Dagmars Side!"
"Jeg beder eder alle, Jomfruer og Møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en Bøn for Dagmars Sjæl,
at hun maate med mig tale!
Jeg beder eder, Fruer med høvisk Hu,
saa mange, som her ere inde,
I bede en kristen Bøn for mig,
at jeg maate tale med hende!“
Saa fulde de ned paa deres Knæ,
saa mange, som der var inde,
for mindelig Bøn og kongelig Graad
lod Dagmar sig levende finde.
Dronning Dagmar rejste sig op paa Baar’,
hendes Øjne var blodig røde:
"Min ædle Herre, Kong Valdemar,
hvi gjorde I mig den Møde?
Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
jeg haver ej andet misgjort,
end at mine Silkeærmer smaa
jeg haver om Søndag snørt.
Den første Bøn, jeg beder nu,
den undres mig, som jeg tænker:
Alle fredløse Mænd, dem give I Fred,
og løs alle Fanger af Lænker!
Den anden Bøn, jeg beder nu,
den er eder selv til Fromme,
I tage ej Bengerd udi Favn,
hun er saa besk en Blomme!
I tage liden Kirsten til eders Viv,
hun er saa bold en Jomfru,
men falder det anderledes i Haand,
da kommer I mig ihu."
"Den første Bøn, I beder mig om,
den under jeg eder saa gerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til Viv
eller nogen Verdsens Terne."
"Vil ikke I tage liden Kirsten
eller nogen Verdsens Terne,
saa farer I dog til Portugal!
Alt efter saa besk en Verne.
Min ædle Herre! Nu har jeg talt,
vil mer af mig I vide?
Der sidder Guds Engle i Himmerig,
de maa fast efter mig lide.
Nu er det Tid, jeg farer herfra,
jeg maa ikke længer dvæle.
Himmerigs Klokker de ringer for mig,
mig længes til fromme Sjæle."
