Mycken läsning Artiklar med tema Färöarna

Jørgen Frantz Jacobsen (1900-1938) skrev på dansk, men i skrift og tale kjempet han for at det færøyske språket skulle vinne sin rett. Han var levende opptatt av forholdet mellom Danmark og sitt kjære fedreland; skrev en mengde artikler og kronikker om temaet og ga i 1927 ut boka Danmark og Færøerne.

Selv om Jørgen Frantz tilbrakte størstedelen av sitt voksne liv i Danmark, hadde han allsidige og grundige kunnskaper om Færøyene, noe han i 1936 dokumenterte på mesterlig måte i boken Færøerne - Natur og Folk. Nordiske kronikker (1943) er en samling kronikker om nordiske forhold som Jørgen Frantz skrev som journalist i avisen Politiken. Boken Det dyrebare Liv som kom ut i 1958 inneholder et utvalg brev som Jørgen Frantz skrev til vennen og slektningen William Heinesen. Brevene gir et gripende bilde av forfatterens liv og hans kamp mot tuberkulosen fra den tiden han skrev på romanen Barbara, boken som mer en noe annet han skrev har gjort navnet Jørgen Frantz Jacobsen kjent. Den kom ut i 1939, året efter hans død, og er oversatt til et titall språk.

Ove Granum

THORSHAVN

ur Nordiske Kroniker, Gyldendal 1943

Det er et nordatlantisk Jubilæumsaar i Aar. Island fejrer sit Altings Tusindaarsfest, og med ikke mindre Højtidelighed mindes Norge 900-Aars Dagen for Slaget ved Stiklestad. I Thorshavn mærker man Genlyden af al denne Festivitas. Skibene kommer det ene efter det andet, fulde af Mennesker, som skal til Island. Kongen har været her paa Vej til sit jubilerende Nordhavsrige, Dagen efter kom Meteor, det kendte norske Turistskib, Dagen efter atter et Par engelske Flyvere, og saaledes Slag i Slag. Alle skal de videre, nordpaa. Her er kun en Mellemstation: Thorshavn, ih se! Færøernes Hovedstad. Man gaar en lille Tur, indtil Skibet fortsætter Rejsen, og dermed er Thorshavn atter overladt til Dagliglivet og glemt.
 

Naa, lad dem jubilere. Vi her i Thorshavn agter nu ikke at gaa ud af vort gode Skind, fordi de morer sig en Smule på Thingvellir eller i Nidaros. Sandt at sige: naar det gælder om at holde Ting, og naar det gælder om at mindes Kong Olav, er det ikke dem, men os, Thorshavn, som fremfor alle repræsenterer den solide Tradition. Lad blot Kong Christian pro forma sætte Altinget paa Thingvellir. Det højtidelige ligger dog blandt andet i, at det er 132 Aar siden, Altinget sidste Gang mødtes paa dette Sted. Men i Thorshavn, hvor Lagtinget er traadt sammen siden Hedenold, traadte det ogsaa sammen i Fjør, og vil det atter træde sammen i Aar. Og det sker nu som gennem Aarhundreder paa selve Olavsdagen, den 29. Juli, en national Festdag, der ikke – som i Nidaros – bliver fejret hvert 900. Aar, men som er blevet højtideligholdt hvert eneste Aar lige siden den dunkleste Middelalder. Thorshavn er den eneste By, som endu den Dag i Dag vedligeholder en levende Olavstradition, og den gør det i sin Egenskab af Tingsted, Hovedstad, Midtpunkt for et Folk. Det kunde maaske derfor være paa sin Plads at gøre opmærksom paa Thorshavn – i al Beskedenhed naturligvis, og med det Saltkorn af Selvironi, som er god Tone for enhver Thorshavner.
 

Thorshavn (paa Færøsk Tórshavn eller oftest kun Havn) kan vel ligne saa mange andre Byer. En Mellemting mellem en norsk Kystby og en islands By, maaske nærmest det sidste. Af Størrelse som Havnefjord, Akureyri, Arendal maaske – 3000 Indbyggere, herregud. En Biograf, et Uldspinderi, en Obelisk til Minde om Christian den 9.s Besøg i 1874. Og saa for øvrigt Niels Finsens Fødeby, som man vil kunne læse i et eller andet Konversationsleksikon.
 

Den, som blot har set Thorshavn, vil dog ofte have et betydeligere og langt mere personligt Indtryk af Stedet. Det er nemlig saadan en venlig By at komme til. Særlig naar man kommer en lys Sommeraften. Man stiger i Land paa Kongebroen, drejer om nogle Hushjørner, og saa aabner Byen sig, man staar pludselig midt i den. Til alle Sider en grøn Frodighed. Op mellem Haver, Stenskrænter og Huse fører en lang Promenade med mange Spadserende. Den dæmpede Lyd af deres Samtale blander sig med Elvens Rislen. Alle, som har været i Thorshavn, kender det: Elven, som løber i Træernes Skygge. Der er en ganske særlig elskværdig Atmosfære ved denne overgroede Elvevej. Man venter det ikke saa langt mod Nord og i dette bare Land.
 

For den, der er mere fortrolig med Thorshavn, er denne hyggelige Promenade imidlertid kun et enkelt blandt mangfoldige Træk, som tilsammen giver Byen dens Fysiognomi. Elvevejen om Aftenen ved 21-Tiden er vel typisk, men lige saa typisk er Vágsbotn om Eftermiddagen, naar Solen staar i Vest og belyser alle Bryggerne ud langs Tinganæs. Eller Middagstimen i Aalekær en Sommerdag, naar Fisken er lagt till Tørring og Luften er fuld af den mærkelige Aroma, som hører til rene, bare Stenstrrækninger, Salt, Straamaatter og Klipfisk. Allersmukkest er maaske den tidlige Sommermorgen Kl. 3, naar Solen straaler fra en skyfri Himmel, og alle Mennesker sover, mens Maagerne regerer paa Pakhustagene, men lige saa thorshavnsk er Høstnætterne, naar det svage Lys fra Bryggernes Lygter falder ud over det sorte Vand, eller de mørke Vinterdøgn, naar Søndenstormen kaster en salt Regn af Søfog langt ind i Byen.
 

Den indfødte Thorshavner gaar rundt i Gaderne, dybt fortrolig med de forskellige Kvarterers Stemning og Temperament til Døgnets forskellige Tider. Overalt har Livet slidt sine gamle Spor og fundet sin faste Rytme. Byen har den Air, som er uadskillelig fra alle Steder, hvor der har levet Mennesker gennem Aarhundreder. For Thorshavn er ikke en rask lille Parveny som mange af dens smukke nordatlantiske Søstre. Det er en gammel By, med sin egen Tone, sin egen Atmosfære.
Nolsøs let tegnede, rytmiske, men lidt magelige Profil behersker hele den brede Fjord och Reden. Det er ikke en tilfældig Kontur, det er et Fysiognomi, som Generation efter Generation har gaaet og set paa, et Træk, som har prentet sig ind i enhver Færings Bevidsthed. Det hører Thorshavn til, er blevet Byens Vartegn, som Vesuv er Napolis.
Østre- og Vestrevaag, de to Vige, som Byen er vokset op omkring, er ogsaa klassiske. De understreger Slægtsligheden med Bergen, den By, som er Thorshavns Moder. Men medens Bergen vender mod Nord, er Thorshavn sydvendt. Og det paa den yndigste Maade. De to Vaage ligger og strækker deres Favn lige ud mod det aabne Atlanterhav og den vide Verden med al dens Søfart go Handel och Herlighed.
Er det vovet at sammenligne Thorshavn med det store Bergen? For en handels- og kulturhistorisk Betragtning er Slægtskabet uomtvisteligt. Thorshavn er begyndt som en Filial af Bergen. Og i øvrigt er det ikke Folketallet, det kommer an paa. Saa kunde man lige saa godt sige, at f. Eks. Danmark i Sammenligning med Rusland slet ikke var noget Land. Thorshavn er saa vidtstrakt, har saa mange Træk i sit Ansigt. Dette er Hovedsagen.
 

Der er nu den gamle Bydel. Den er nu ganske indkapslet i nyere Kvarterer. Man kan godt gaa uden om den, som man gaar uden om de gamle Bydele ved Havnen i Marseille. Men gaar man ind mellem disse gamle Huse, möder man virkelig en Atmosfære, der minder om den marseillanske. Dog er den luftigere og mere klangfuld. Dette sidste kommer af de talrige Høns, som løber rundt i Gadene. De sætter en gylden Tone til det hele, særlig en lys Formiddag, naar alle Haner galer, og Byen er et kaglende Kor mod Himlen.
 

I dette gamle, kaotiske og ufarbare Terræn har enhveer, selv den fattigste Familie, sit eget Hus. Enhver kan godt komme ud og feje for sin egen Dør. Ingensteds er dette Ordsprog bedre anskueliggjort end i disse forvredne Gyder og Trappegader, mellem Rønner og Hytter, hvor to Personer ofte har vanskeligt ved at passere hinanden. Men som de velvillige Mennesker, Thorshavnerne er, har de ogsaa gerne fejet for Naboernes Døre. Og fejet er der unægtelig blevet. I et vildt Virvar af Rendestensbrætter, Høns, Ænder, Børn og Vasktøj kunde gamle og unge Koner undertiden sige hinanden grumme Sandheder. Her trivedes en Skændelyrik, en ram og pebret Esprit, som var særlig thorshavnsk.
Denne lille fattige, men stadig ukuelige Befolkning har altid været Byens Salt. De smaa passede saa godt paa de større. Intet Snobberi her! Alle Thorshavnere er lige. Endnu den Dag i Dag er der i Thorshavn mindre social Forskelligartethed mellem Byens 2900 færøske Indbyggere indbyrdes end mellem dens 100 danske Indbyggere indbyrdes. Danskere har en vis Tilbøjelighed til at arrangere sig i Yder- og Inderkredse, men en Thorshavner vogter altid paa Naboens Smil.
Thorshavn har i det hele taget sit Smil – som det sømmer sig for en Hovedstad, et ironisk og farlig Smil, som kommer fra neden. Og dog. Disse ægte Thorshavnere, der udøser saa megen Spot over hverandre, er dog paa Bunden solidariske og trofaste som faa. Man mærker det, naar man efter Aars Udlændighed vender hjem. Det er med et eget Blik, man bliver genkendt og klassificeret af dem, anerkendt som en af deres egne. Saa føler man ogsaa en Glæde ved at være Havnarfólk, som Thorshavnerne kaldes paa Færøsk, at være opvokset iblandt denne tapre Befolkning ved Østre- og Vestrevaag.
Imellem Vaagene ligger Halvøen Tinganæs (analogt med Nordnæs i Bergen). Her ligger det meste af den gamle By. Men jo længere man kommer derud, jo mere folketomt bliver det. I de sidste Aar er denne Bydel ved at blive rømmet. De gamle Thorshavnere dør ud eller bosætter sig i de nyere Kvarterer, hvis – for en Del indvandrede – Befolkning de gennemsyrer og bidrager noget af det gammelthorshavnske Borgerhumør.
Kommer man ud paa det yderste Tinganæs, er der helt øde. Her var fordum Færøernes Centrum. Paa selve den stenede Odde holdtes Tinget, som Næssets Navn endnu vidner om. Her skete flere af de Episoder, som Færeyingasaga skildrer. Her tog i Aaret 999 Færingerne ved Kristendommen, der dræbtes den norske Skatteopkræver Karl den Mørske. Ved Tingstedet fandtes i Middelalderen et Annex til Bispesædet i Kirkebø, nemlig Munkestuen, hvis ældgamle Murer endnu findes. Her fik ogsaa i det 16. Aarhundrede den færøske Monopolhandel sit Sæde, der holdt Søhælten og Piraten Magnus Heinesen til. Her boede Landets Øvrighed, Købmand, Foged og Kommandant. Thi selvfølgelig var Byen befæstet. En pudsig Fæstning. De to Gange, den blev udsat for alvorlige Angreb – i 1677 og 1808 – blev den overgivet uden Sværdslag. Men i Fredstider var Kommandanten en mæktig Mand, der med Garnisonens Hjälp var i Stand til at genere eller endog arrestere enhver, som mishagede ham. Naar Lieutenant Otto Bølge kom hjem fra Exercits med sine soldater, lod han dem give Ild uden for Sorenskriverens Vinduer, saa at disse faldt ud og gik i Stykker. En anden Gang, da han, fulgt af den færøske Hær, om Natten var ude for at genere en af sine Uvenner, lod han denne vide, at det var Runden, der gik, og det var forgæves, at Manden indvendte, at det ikke var en militarisk Runde, idet Lieutenanten ledsagedes af sin Hustru, der var i Klokke og uden Hoser.
Endnu har Torshavn en gammel Skanse. Da Kongen for nylig var her, salutered den med saa grusom Bravour og Dødsforagt med sine aarhundredgamle Kobberstykker, at Krudtslam og brændende Græstørv fra Voldens Skydeskaar fløj om Ørene paa Artilleristerne. Men dette er ogsaa den sidste Rest af Thorshavns militære Fortid.
 

Paa selve Tinganæs er nu alle Spor af Befæstning borte. Men den kongelige Monopolhandels Pakhuse staar endnu, tavse og tomme. Skridtene gungrer og skriger i Klippegrunden, naar man gaar derude. Thorshavns oprindelige Kerne, Udgangspunktet for Byens politiske og kommercielle Liv, er nu en død bydel.
 

Men fra Tinganæs-Odden har man den smukkeste Udsigt ind over den levende By, Thorshavn, saaledes som den ligger ved de to Vaage, og op ad Højderne mod Varden, der behersker den nordlige bjergfulde Synsrand. Bebyggelsen er vidstrakt, med lange Udløbere ud i det grønne, dyrkede Opland. Uden for dette er atter de uopdyrkede Heder, graa Fjældstrækninger. Navnlig Kirkjubøreyn, den lange Bjergryg mod Vest, er som et Maanelandskab.
 

Det, som først og fremmest falder i Øjnene, naar man ser Byen fra Søsiden, er Handel, Handel og Søfart, Brygger, Pakhuse, Varer og Tønder, Lægtere, Fiskeskibe og Dampere. Ved Skansetangen paa Østsiden af Østrevaag ligger nu den udmærkede nye Havn (analogt med Fæstningskajen i Bergen). Brede, stærkt befærdede Kørekajer strækker sig langs Kysterne. I Maj Maaned har Bolværkerne været besøgt af 100 Skibe, ialt en Tonnage paa 40.000 Tons. Herfra er undtaget den lokale Rutefart og Regeringsskibene. Thorshavn har nu Ruteforbindelse med København, Hamburg, Hull, Leith, Reykjavik og Bergen – hele Kompasset rundt.
 

Thorshavns Vækst og Fremskridt blot i de sidste 3 Aar er kolosal – for slet ikke at tale om de sidste 25 Aar, i løbet af hvilke Byens Størrelse er blevet fordoblet. Da jeg som lille Barn gik rundt i Gaderne, mærkelig nær det stenede Jordsmon, helt nede i Hønsenes og Hundenes Plan, skulde man altid tage sig i Akt for ikke at blive sejlet i Sænk af en eller anden Kone, som fra sin Røgstuedør kom styrtende med en Gryde eller Balje, der skulle tømmes ud i den skummende Rendesten. Nu skal man som voksen tage sig i Vare for Lastebilerne, der undertiden med utrolig Behændighed kører baglæns ned ad Bakkerne. Dette er Udviklingen fra Middelalder til moderne Tid. Mange gamle Venner af Byen græder over Forandringerne, over Gadebilleder, som forsvinder. Men bør en god Thorshavner beklage, at hans By lever og vokser? Maaske er den blevet mindre original, maaske trænger vi ogsaa til en Fredningslov. Men endnu er hverken Nolsø eller Vaagene eller Kirkjubøreyns skarpe Fjældryg i Fare. Og navnlig er selve Byen ikke i Fare. Der var en Tid, da man tvivlede om, hvor vidt Thorshavn vilde kunne hævde sig som Færøernes Hovedstad. Det tvivler man ikke om længer.
 

Det er en i enhver Henseende lykkeligere og bedre stillet Slægt, som nu til Dags gaar i Thorshavns Gader. Hvor fattige og fortrykte Kaarene var for blot 50 Aar siden, er der nu til Dags kun faa, som gør sig noget Begreb om. Og den Gang skulde man blot have anet, hvor mange Silkestrømper der nu aarlig biver slidt i denne By!
 

Om kort Tid er det Olai Dag, Ólavsvøka, som det hedder paa Færøsk. Nidaros vil holde 900-Aars Fest. Vi vil holde vor aarlige Fest. Lagtinget vil træde sammen. Gæsterne vil som sædvanlig komme i Tusindvis fra alle Øerne. Mange kommer allerede 27. og 28. Juli og først den 31. har Byen genfundet Dagliglivets Tempo. Da der langt fra er Senge nok til alle, er der mange, som vil danse hele Natten i Stedet for at sove; og ved Hjælp af Snapse vil de holde Dampen oppe, alt imedens maaske en Missionær – saaledes som jeg en Gang har hørt det – staar paa Gadehjørnet og giver Folket Valget mellem at gaa i Seng eller at gaa til Helvede. I mange Maader har Festen skiftet Karakter siden Middelalderen. Der er nu for Eks. de omtalte Silkestrømper. Der er ogsaa Jazz-Orkestrene, som i enkelte Dansehuse har afløst den færøske Dans. Men Olai-Festens Psykologi er den samme nu som før.
 

Kong Olav har i den nyrestavrerede Katedral i Nidaros et Monument. Olai- Festen i Thorshavn er et annet Monument, som ikke har nogen Restavrering fornøden. Det restavrerer sig selv hver 29. Juli.
 

 

nordiske kroniker

 

nordiske kroniker

 

nordiske kroniker

 

 

 

 

 

 

  Frågor eller kommentarer på artikel ?
  Skriv här

 

Följ med vad som händer :
Skriv upp dig till Samfundets oregelbundna Nyhetsbrev här och GILLA oss på Facebook , så håller vi dig uppdaterad.

 

 

 

 

Senast publicerade artiklar

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • 13
  • 14
  • 15
  • 16
  • 17
  • 18
  • 19
  • 20
  • 21
  • 22
  • 23
  • 24
  • 25
  • 26
  • 27
  • 28
  • 29
  • 30
  • 31

Vill du veta mer om Färöarna?

Föreningens medlemmar har stor kännedom om Färöarna. Vi delar gärna med oss av erfarenheter och kunskap. Fråga Samfundet Sverige-Färöarna här:

Inloggning författare, skribenter och administratorer.