Mycken läsning Artiklar med tema Färöarna

 

Hjalmar Lauritz Thuren, 1873-1912, folkmusikforskare, hade i samband med sina studier av färöiska kvad- och folkvisor varit på Färöarna 1902 då han “færdedes mellem øerne i robåd, og steg over høje fjeldrygge, medførende fonografapparat på en lille lejet færingehest.”. Hans beskrivelser av sina upplevelser och arbete i samband med resan, publicerades i "Ord och bild" påföljande år.

 

FÆRÖERNE I VORE DAGE

Af HJALMAR THUREN
(från "Ord och bild" tolfte årgången, 1903, red.)

EN TYSK Videnskabsmand Graba, der for omtrent 70 Aar siden opholdt sig paa Færöerne, slutter sin Skildring af Rejsens Besværligheder med en Forsikring om, at han aldrig mere vil indlade sig paa at rejse derop.

Den moderne Rejsende, der har besögt den lille Ögruppe og stiftet Bekendtskab med dens ejendommelige Befolkning, tager sikkert ikke derfra uden Önsket om at vende tilbage. Men Forholdene har unægtelig ogsaa forandret sig betydeligt siden Grabas Tid. Först og fremmest Kommunikationen! Der er nu regelmæssig Dampskibsforbindelse mellem Færöerne og Fastlandet. Og medens man indtil for faa Aar siden var afhængig af Vejr og Vind, naar man i aaben Baad skulde fra den ene Ö til den anden, löber nu til Stadighed en Postdamper rundt mellem Öerne.

Alverdens Lande er gennemplöjede af Turister — ikke mindst det fjærntliggende Island. Færöerne er snart den eneste uopdagede Plet i Europa — mærkværdigt nok, da de 18 Smaaöer, hvis Areal kun udgör 24 Kvadratmil, har sine store og ganske særegne Naturskönheder.

Uagtet hverken Træer eller Buske klæder de færöske Fjælde, frembyder Landet dog den rigeste Afveksling.

Snart hæver stejle Fjælde sig et Par Tusind Fod op af Havet, snart skraaner de jævnt mod udstrakte, græsklædte Höjsletter, eller ogsaa kantes Öerne af mægtige, sönderrevne Klipper, kastede hulter til bulter öven paa hinanden, dybe Klöfter, store, hvælvede Huler eller imponerende, frit staaende Stensöjler. Sjældent er Havet i Ro. Brændingen lyser hvidt om Klippernes Fod og Bölgerne vælter sig ind i Klöfterne med Tordenbrag. Men kommer man ind i Fjorden, bliver Billedet et andet. Her raader oftest Stilheden. Höjdedragene rundt om giver Læ.

Naturen paa Færöerne er i stadig Omskiften. En tung Alvor breder sig över Landskabet, naar Taagen har rullet sig ud över Fjældene og lukket Udsigten til alle Sider. Vildt og sönderrevet virker Landet, naar Hvirvelvinden kommer farende ned fra Fjældet, pisker Fjorden til Skum og ryster Husenes Vægge. Og i Modsætning hertil kan Öerne frembyde det lyseste, livligste Skue ved Midsommertid. Solen varmer paa Fjæld og i Fjord, dog uden at Luften nogensinde bliver trykkende hed. Klippernes gråa og röde Farver træder tydeligt frem, Græsgangene breder sig som lysgrönne Tæpper över Höjderne, Fjældenes fantastiske Former tegner sig skarpt mod den klare, höje Himmel, de fjærnere Oer er svöbte i en let Dis.

Men vidunderligst er Midsommernætterne; det er saa lyst, at man kan læse den fineste Skrift ved Midnat. De nærmeste Fjælde straaler i det reneste smaragdgrönne, deres Toppe hviler i blegröd Glans, Elvene löber i sölvhvide Striber ned över Klippeafsatserne, lette Smaaskyer strækker sig som matlilla Baand langs Fjældsiderne, de fjærnere liggende Höjdedrag fortoner sig i Heliotropens eller Broncens Farver, den stille Fjord er blank som Aluminium.

Og pragtfuld er en Solnedgång, set fra Havet. Stenmasserne staar mod den violette Himmel som sortblaa Silhuetter, om hvis Rand det sidste Dagskær lyser gyldent, de fritliggende Öer i det fjærne har Kobberglans.

Dog — Færöerne fåår i Almindelighed kun faa klare Sommerdage og Sommernætter. Færöerne er Regnens og Taagernes Land. —

Som Öernes Forpost mod Syd hæver »Munken» sig af Bölgebruset, en enligt staaende Klippe, hvis överste Top sank i Havet for en Snes Aar tilbage. Nord for Munken ligger Suderöen, den sydligste Ö, med det mægtige, terrasseformede Fugleijæld »Beinesver», med nögne spaltede Klipper paa Vestsiden og dybt indskaarne Fjorde mod Öst, omgivne af tusind Fod höje Fjælde, hvis Basaltdannelser og aparte arkitektoniske Former henleder Tanken paa Tempelruiner. Förbi de smaa, utilgængelige Klippeöer »Store Dimon* og »Lille Dimon», af hvilke den sidstnævnte er ubeboet, naar man Sandö, hvor bratte Fjælde veksler med Klitter og Græsmarker. Nord for Sandö findes den störste Ö Strömö med Hovedstaden Torshavn, foran hvilken Nolsö strækker sig som en kamrygget Dragé, endvidere Smaaöerne Hestö, Kolter og Myggenæs samt de större Öer Vaagö, Österö og Norderöerne.

Grüner-Nielsen och Thuren omkring 1910 KB

Rundt om Öerne er spredt en Mængde Klippeholme, for det meste höjst mærkeligt formede, hvorfor de ogsaa har såt Folkefantasien i stærk Bevægelse. Ejendommelige Sagn beretter om »Troldkonefingeren», »Kæmpen og Kællingen», to enligt staaende Klipper vest for Österö og om »Drengene» ved Vaagö. Den ene af disse sistnævnte Klipper danner en mægtig Port, der er saa bred, at man kan sejle igennem den. —

Det lille Folk paa disse afsides liggende Öer har ingen indholdsrig Historie at opvise. Det synes, som om norske Vikinger allerede i 9:de Aarhundrede fandt Vej derop, og at irske Munke omtrent samtidig har besögt Öerne, men er blevne fordrevne af Nordmændene. Omkring Aar 1,000 var der en livlig Förbindelse mellem Færöerne og Norge, og som »Færeyinga Saga» beretter, sad de færöske Hövdinger inde med en betydelig Magt og nöd Anseelse hos Herskerne i Moderlandet. Berömtest er Sigmund Bresteson, Færingernes Nationalhelt, som paa Olaf Trygvasons Opfordring bragte Kristendommen til sine Landsmænd. Men snart svandt Hövdingetidens Storhed. De afsides boende Færinger kunde ikke fölge med i Europas Kulturfremskridt, Landet blev glemt af Omverdenen, Folket levede i Stilhed sit eget möjsommelige Liv i Kamp med Havet og de ufrugtbare Klipper. En Omstændighed, der i særlig Grad bidrog til at isolere Öerne, var den, at Handelen bortforpagtedes, först til Hansestæderne, saa til norske Handelsselskaber, og til sidst gik över til den danske Stat. Först 1856 blev Handlen givet fri, efter at der i över et halvt Aarhundrede var arbejdet paa Öerne for Sagen.

Med Monopolhandelns Ophör begyndte Öerne at gaa frem i materiel Henseende, men det er dog först i den sidste halve Snes Aar, Udviklingen har taget Fart.

Fiskeriet er blevet Færingernes altopslugende Intresse. For 30—40 Aar siden levede Folket hovedsagelig af Agerbrug og Faareavl. Fiskeriet blev der ikke lagt synderlig Vægt paa. Færingerne fiskede kun i Fjordene til eget Brug. Saa kom de engelske Kuttere mod Nord. Naar Kutterne lagde ind i Fjordene, lærte Færingerne Englænderne at kende og anurede dem Kunsten at fiske med Line. Da Engelskmanden senere anskaffade sig Trawlere, var Færingerne saa företagsamme at köbe de kasserede engelske Kuttere for en billig Penge, og ved Hjælp af disse Skibe er Torskefiskeriet nu Folkets vigtigste Erhvervskilde.

Störste Delen af Landets unge Mænd gör Tjeneste paa Skibene, der ejes af Aktieselskaber eller de store Köbmandshuse i Torshavn, Klaksvig, Trangisvaag og Vaag. Om Foraaret risker man ved Færöernes Kyster; om Sommeren, naar Fiskene flytter sig mod Nord, driver Fænngerne Fisken under Island.

Medens den mandlige Ungdom er ude paa Fisken, besörger Kvinder og ældre Born Bearbejdelsen af den indfangede Fisk.

Köbmanden hejser sit Fiskeflag, der ofte er hvidt med en målet Klipfisk og nu strömmer Folk til fra de omliggende Bygder. Paa Suderö, hvor de store Köbmandsforretninger har Brug for en meget betydelig Arbejdsstyrke, maa man söge Assistance fra de nordligere Öer.

Ombord er Torsken blevet flækket og saltet. Hos Köbmanden saltes Fisken paany, vaskes grundigt og bredes ud til Törring paa store stenbelagte Pladser foran Köbmandsboden. I 8—14 Dage bredes Fisken ud om Morgenen og samles om Aftenen i Stakke, der dækkes med Sivmaatter. Bliver det Bygevejr under Spredningen — og det hænder saare hyppigt — maa det hele samles paany i Huj og Hast. Er Klipfisken blevet helt tör, tages den ind i Pakhusene, hvorfra den siden bringes ombord i Skibene for at föres til Spanien og England.

De færöske Köbmænd, der tjener store Kapitaler paa Fisken, betaler deres Arbejdere godt. Ofte inbringer Törringsog Lossearbejdet 3—4 Kröner om Dagen. Ganske vist forringes denne Indtægts Betydning en Del derved, at Arbejderne maa köbe deres Fornødenheder af den Köbmand, hos hvem de gör Tjeneste.

Der er saaledes begyndt at udvikle sig en Överog Underklasse paa Færöerne — en skarp Modsætning til Forholdene i tidligere Tid, da enh ver færösk Bonde og Fisker satte en Stolthed i at være fri og uafhængig. Og forhen har der ikke været Tale om nogen særlig Haandværkerstand. Hjemmeindustrien indtog överalt et höjt Stade. Hver Månd var sin egen Skomager og Skræder og byggede selv sit Hus. I nyeste Tid, da saa månge Færinger er optagne af Dagsarbejde, dukker der fagudlærte Haandværkere op paa de större Beboelsespladser.

Den nye Tid mærkes dog forelöbig kun i enkelte Bygder, særlig i Trangisvaag paa Suderö og i Hovedstaden Torshavn.

Naar Dampskibet har kastet Anker udenfor Torshavn, omringes det af Fartöjer, der vil bringe Passagererne i Land. Ser man fra Dækket paa Tummelen nedenfor, skulde man næppe tro, at man befandt sig ved en Ögruppe midt i det nordlige Atlanterhav. Sceneriet minder nærmest om en Landingsplads i Syden. Baadene trænges om Skibet — der er et formeligt Slagsmaal mellem de raabende og stöjende Baadförere, og de yngste entrer op ad Skibets Sider for at kapre Passageren.

Færöernes Hovedstad, Lagtingets og de færöske Autoriteters Sæde, tager sig ikke særlig imponerende ud fra Sösiden, men gör et ganske hyggeligt Indtryk. Skansen med sit Skilderhus og sine Træbarakker er Byens Forpost — længst nede mod Landet ser man en Række lave, men venlige Træhuse med Græstörvtage; terrasseformig viser den egentlige By sig op över Fjældet. Blandt de faa Stenhuse dominerer Amtmandsboligen, en stor gråa Bygning med Skifertag og Taarn.

Torshavn vinder ved nærmere Bekendtskab. Byen har sit Særpræg. Intetsteds findes saa smalle, stejle Gader; Husene ligger kaotisk sammenblandede, byggede paa fremspringende Fjældstyk ker eller mellem store Kampesten; med det hvide Fundament, det tjærede Træværk og Grönsværstagene ser de fleste Bygninger nette ud. I Regien har Husene samme Ydre, hvad enten de bebos af fattige Fiskere eller Byens Honoratiores. Först naar man er traadt över Dörtærskelen, mærkes Forskellen.

Fra Fjældene bag Byen eller fra »Kongemindet» — et Monument, rejst i Anledning af den danske Konges Besög 1874 — tager Torshavn sig ud til sin Fordel. Herfra ser man Fremtidens Torshavn, pyntelige, hvide Træbygninger med Zinktag. Stenhuse er der kun faa af — den förnævnte Amtmandsbolig, Realskolen, Kirken og enkelte Privatbygninger. Af rent praktiske Grunder. I det fugtige Klima egner Træ sig bedst til Byggemateriale.

Byen har hverken Gadenavn eller Husnumre. Hvert Hus bærer her, som överalt paa Færöerne, sit eget Navn efter Beliggenheden, og Personerne kendes bedst ved Betegnelsen af Bostedets Navn. Ofte er disse Stednavne höjst kuriöse Man træffer i Torshavn Huse, der efter Omgivelserne bærer Navne som »under den store Kampesten», »paa Bakken», »ved Elven», »Aastuen» — og andre, som nævnes efter den Person, der har bygget Huset, for Eksempel »Isaksstue» eller »Mortensstue». Færingerne kaldes sjældent ved deres Döbenavne, men benævnes efter deres Opholdssted, og hedder for Eksempel »Nikias under Fossen», »Hans Pauli under den store Kampesten», »Nikoline i den gyngende Stue». Den Tid er dog vel næppe fjærn, da disse gamle Betegnelser forsvinder, i ethvert Fald i Trangisvaag og Torshavn, der har udvidet sig ganske overordentligt i de senere Aar og nu tæller henved 2,000 Indbyggere.

Trangisvaag med sine store Köbmandshuse, sin brede Gade og de smagfulde, lystmalede Privathuse med Tage af Bölgeblik, gör ubetinget et mere moderne Indtryk end Torshavn.

En ejendommelig Modsætning til det pulserende Liv i en Nybygd som Trangisvaag, danner Forholdene i de ældre, mere afsides liggende Bygder. De Fær inger, der ikke har taget Hyre paa Köbmandsskibene, lever her endnu det samme primitive, farefulde Liv som deres Forfædre.

Man skal ud i de mindre Bygder for at træffe den typiske Færing. Det stadige Ophold i den kraftige Fjældluft, det anstrængende Liv i Fuglefjældet og paa Havet har gjort Færingen stærk og sund. Hovedet sidder kækt paa de kraftige Skuldre, rank er Ryggen, kraftige Musklerne i Arm og Læg, smidige og spænstige hans Bevægelser. Ikke månge Lande fostrer saa smukke, velskabte Sönner som de smaa Klippeöer i Atlanterhavet.

Færingens harmoniske Legemsformer fremhæves yderligere af den klædelige Dragt: stramt siddende mörke Benklæder, lange gråa eller brune Strömper, der fastholdes med vævede, lyst farvede Strömpebaand, en ulden Tröje eller Vest, og över den en löst hængende, brunlig Vadmelsjakke. Paa Hovedet bærer han den karakteristiske, rödstribede Hue og paa Födderne Oksehudsko, der trækkes över Foden i fugtig Tilstånd og antager Form efter denne — en uundværlig Fodbeklædning for den, der skal bevæge sig paa Strandens glatte, tangklædte Sten eller klatre om paa Fjældet.

I Modsætning til Manden er den færöske Kvinde i Regelen uanselig at se til, tavs, indesiuttet af Væsen og ofte grebet af et Tungsind, der grænser til Sindssyge. Dette skyldes den megen Stillesidden og den uophörlige Ångst for Ægtefællen og Broderen, der færdes paa Hav og i Fjæld. At Færingen behandler Kvinden overlegent, skal ikke bidrage til at udvikle hende.

Gennemgaaende er Færingen opvakt, har en hurtig Opfattelsesevne og vil gærne udvide sine Kundskaber. Oftest staar det dog meget smaat til med disse. Skolegangen er nemlig ussel. Flere Bygder, der tilmed kan ligge fjærnt fra hinanden, maa nöjes med en og samme Lærer, hvis boglige Viden lader adskilligt tillbage at önske. Der kan iövrigt ikke förlanges meget af en Lærer, som man byder et Par Hundrede Kröner i Lön om Aaret. Börnene lærer i Skolen Dansk, der er Kirkens og Rettens Sprog, medens Folket indbyrdes tåler Færösk, en Gren af det gammelnordiske Sprog, nærmest beslægtet med norsk Bygdemaal. I de seneste Aar er der fremstaaet en national Bevægelse, der kæmper for Indförelsen af færösk Sprog i Skole og Kirke. Kravet er berettiget og det er rimeligt, at det efterkommes. Men hvis Indförelsen af Færösk skulde medföre Udelukkelsen af Dansk — og det er vistnok Nationalbevægelsens hemmelige Tanke — vilde det blive til ubodelig Skade for Landet, da den lille Haandfuld Folk — 15,000 Mennesker — selvfölgelig vilde stænge sig fuldstændig ude fra Omverdenen, hvis de skulde klare sig med det nationale Sprog alene.

Forhen blev der lagt Vægt paa Hjemmeundervisningen, der dog indskrænkede sig til, at Börnene lærte lidt Dansk og Religion. Sin væsentlige aandelige Næring fik Ungdommen ved Aftensammenkomsterne i Bygden, de saakaldte Kvældsæder, hvor man fortalte om Fortids- og Nutidsbedrifter, gengav de interessante færöske Sagn og foredrog de gamle Kvad.

Mærkeligt iövrigt at iagttage, hvorledes Færingen forstaar at tilegne sig de Kundskabssmuler, han fåår fat paa gennem en rejsendes Fortælling eller ved Gennemlæsningen af Tryksager, der tilfældig falder ham i Hænde. Aldeles forblöffende er Færingens Fremstillingsevne. Han fortæller med et Liv og en Karakterisering, der lader Situationen træde skarpt frem for Tilhöreren, klart og fyndigt, og dog i et billedrigt og poesifuldt Sprog. Det hænder ikke sjældent, at han indfletter et Ordsprog eller Strofer fra den rige Folkepoesi, for bedre at illustrere, hvad han föler og tenker. Og han kan være skærende vittig og satirisk, naar Talen gælder en Uven. Lige saa opoffrende og trofast Færingen er överfor den, han hölder af, lige saa ondskabsfuldt, haardt kan han behandle Fjenden. Mödes han med Elskværdighed, er han Venligheden selv; föler han i mindste Maade Mistillid, lukker han sig inde i sig selv, og man fåår ham vanskeligt til at skifte Væsen. For hvad Færingen vil, det vil han. Vant, som han er; til at stole paa sig selv, besjæles han af en udpræget Selvstændighedsfölelse. Han underordner sig ikke, det koste, hvad det vil. Denne stejle Selvtillid og Fasthængen ved det een Gång vedtagne vil sikkert bevirke, at de saa haardt tiltrængte Forbedringer i Bygdernes Forhold, særlig paa Landvæsenets Omraade, vil blive meget langsomt iværksat.

Færingen har en ubændig Lyst til at vise sin Styrke og Spænstighed — Naturbarn, som han er. Brydekampe og Væddemaal hörte navnlig tidligere til Dagens Orden, men endnu den Dag i Dag hænder det, at en ung Månd i Nattens Mulm og Mörke över sig paa et eller andet Kunststykke — löfter en Sten, foretager dristige Spring — for pludselig en Dag at overraske sine Omgivelser med sin Dygtighed. Ikke sjældent har en Færing såt sit Liv i Vove for at vinde Berömmelse i Bygden. Færingens Hang til det farefulde og æventyrlige er vistnok en væsentlig Grund til, at Fuglefangsten endnu drives efter stor Maalestok, uagtet Indtægten ikke længer staar i noget rimeligt Forhold til de Anstrængelser, der er forbundne med Fangsten. —

Enhver, der har besögt Færöerne, kan ikke noksom berömme den Gæstfrihed, Folket viser enhver fremmed.

Saasnart en Baad nærmer sig Bygden, er Færingen stråks parat ved Landingsstedet for at hjælpe med ved Landgången, der ofte er besværlig nok paa Brændingspladserne, og före den fremmede til en af Bygdens Gaarde, der alle ligner hinanden — lave Træbygninger med Græstörvtag, hvor Græsset om Sommeren vokser saa frodigt, at Bonden kan lade et Par smaa Lam græsse deroppe. Med Husenen »Gud signe» byder Husets Herre sin Gæst Velkommen, sorger for varme Strömper og rent Fodtöj, lader den bedste Mad, Huset formaar, sætte över Ilden, og förer Gæsten ind i »Glasstuen», Gaardens fornemste Værelse, tidligere det eneste med Glasruder, hvoraf Navnet. Men man foretrækker i Reglen at opholde sig i »Rögstuen», Familiens sædvanlige Opholdssted, Husets mest karaktaristiske Rum. Paa Bænkene langs Væggene sidder Husets Kvinder, ivrigt beskæftigede med at karte Uld eller stikke, en gammel Månd spinder paa den ejendommelige Skotrok, Husmoderen tilbereder Maden paa det aabne Ildsted, hvorfra Rogen stiger til Vejrs og forsvinder gennem et Hul i Taget. Bonden tænder sin korte Pibe og sætter sig for at höre den fremmede fortælle nyt, den ene efter den anden af Naboerne viser sig for at tage Gæsten i Ojesyn, og snart er den rummelige Rögstue fyldt af en anselig Skare, der önsker Besked om, hvor Gæsten kommer fra, hvad han vil, hvor han agter sig hen. Siden viser Bonden sin Gæst Bygdens Indmark og Baadehusene med Robaadene, Færingernes Stolthed.

Alle Bygder ligger ved Vandet, thi kun de Fjældsider, der skraaner ned mod Stranden, egner sig til Opdyrkning.

Ser man Landet udefra, er det næsten umuligt at opdage de mindre Bygder. De lave græstörvklædte Huse forsvinder fuldstændigt i de store Omgivelser, men nogle mörkegrönne Kvadrater langs Fjældets nederste Kant markerer, at her er en Beboelsesplads. De mörkegrönne Pletter er den möjsommeligt opdyrkede Indmark, der strækker sig udenom Bygdens tætsammenbyggede Gaarde og ved Stengærder adskilles fra de uopdyrkede Fjældsider, Udmarken. Hver Bonde har sin private Andel af Indmarken, der bestaar af Enge, KartofTelog Bygmarker; Udmarken, hvor Faarene og Köerne græsser, ej es derimod af Bönderne i Fællesskab. De store Strækninger af Landet, som tilhörer Staten, er givet i Fæste til færöske Bönder, der kaldes Kongsbönder i Modsætning til Odelsbönderne, hvis smaa Jordstykker er Privatejendom.

Landvæsenet er for Tiden i den ynkeli gste Forfatning, væsentlig fordi der savnes Arbejdskraft, idet de fleste yngre Færinger, som för omtalt, er optagne af Fiskeriet. Marker, der var udmærket opdyrkede for 30 Aar siden, ligger nu brak, og Kvægdriften staar paa et meget primitivt Ståndpunkt. Hver Vinter dör Hundreder af Fåår paa Markerne; Bonden maa lade Dyrene skötte sig selv, da han ikke har Hö til dem.

Hvis Fiskeriet en Gång slåar fejl, ser det galt ud for Færingerne. De nödes da til at söge tilbage til det forfaldne Landbrug, som den yngre Generation aldrig har beskæftiget sig med.

Mærkværdigt nok har Færingerne altid vist en stærk Utilböjelighed til at indföre Forbedringer i Ordningen af deres Landvæsen. De fleste Steder anvendes endnu Hakken til Bearbejdelsen af Jorden, og megen Arbejdskraft gaar til Spilde derved, at Færingen personlig udförer alt Arbejde og ikke har Blikket aabent for Hestens Nytte. Kun paa en enkelt Ö, Vaagö, anvender man nu Heste til Transport af Torv. Paa de andre Öer lægger Færingen alt paa sin egen Ryg.

Hesten bruges ikke heller som Ridedyr. Skal man över Fjældene — der tit er vanskelig at befare, fordi banede Veje er saa godt som ukendte — maa man bruge sine Ben. Bagagen, der anbringes i en firkantet Kasse, den saakaldte »Löb», bærer Færingen i en Rem, som lægges över Panden. Det er forbausende at se den Lethed, hvormed Færingen paa denne Maade kan transportere et Par hundrede Pund över tusind Fod höje Fjælde.

Faareavlen har allerede ved Öernes Bebyggelse spillet en væsentlig Rolle. Selve Öernes Navn betyder »Faareöerne». Bygdens Fåår — som Ejermændene mærker ved et Indsnit i Öret — lever Sommer og Vinter paa Fjældenes udstrakte Græsgange. I Juli jager Færingen Faarene sammen ved Faarehundens Hjælp og driver dem ned ad Fjældet til »Rattet», en vinkelformet Stenindhegning i Nærheden af Indmarken. Her rives Ulden af, hvorpaa Dyrene slippes lös igen. Det er uhyggeligt at se den Brutalitet, hvormed Faarene behandles, naar Ulden skal af dem. I det hele taget behandler Færingen sine Husdyr ilde. — —

Fångsten af Söfugle betöd tidligere noget som Erhvervskilde. Nu er det nærmest en Sport, idet Salget af Fjerene kun giver en ringe Indtægt.

Fuglebjærgene ligger altid mod Vest eller Syd. Paa det stejle Fjæld ses en Række hyldelignende Afsatser. Her bor Lomvien, en middelstor Söfugl, i tusindevis. Dens Ankomst til Færöerne sker punktlig den 24 Februar. Altid vender den tilbage til den selvsamme Hylde, hvor den sidst boede. Öven över Lomvien træffer man Retten, en hvid Maageart, og överst paa Klippens Kant har den lille spraglede Söpapegöje (Lunden) sit Hjem i Huler, den graver i Grönsværet. Et ejendommeligt Skue frembyder Fuglebjærget med sine Tusinder af larmende, flyvende og dykkende Söfugle.

Der er Liv og Röre i Bygden, naar Fuglefængerne skal ud paa den store Fångst, der foregaar i Juni Maaned. Hele Bygden giver Mode ved Baaden, de halvvoksne brænder af Længsel efter at komme med, de gamle Folk græder, fordi deres Tid er förbi.

Den almindeligste Maade at fange Fugl paa, kaldes at »fleje». Bevæbnet med en 6 Alen lang Stang, hvortil der er fastgjort et Net, gaar Fængeren ned i Fjældet oppe fra. Smidigt klatrer han ned ad Klippevæggen, idet han benytter de fremspringende, græsklædte Kanter som Stöttepunkter og tager Plads paa et Hjörne af Klippen, hvor han ved, Fuglene kommer flyvende förbi. Behændigt griber han med Nettet Fuglene i Flugten, kvæler dem og kaster dem ned til Baadene, der ligger nedenfor Fjældet. Paa denne Maade kan en dyglig Fænger faa 7—800 Lunder om Dagen.

Lomvien fånges paa anden Vis. Fængeren hejses ned i en Line, der enten er bundet om en Pæl oppe paa Fjældkammen eller fastholdes af et Par kraftige Mænd. Han svinger nu frem mod Fjældet, snapper en Fugl fra Hylderne, kvæler den, mens han svinger tilbage, bevæger sig paany fremad, fanger igen, svinger tilbage og saa fremdeles.

Den interessanteste Fuglefangst foregaar paa »Lille Dimon». Fængerne opholder sig derude i flere Dage og Nætter. Dagen igennem gaar Fångsten for sig. Da det er förbunden med ikke ringe Fare at klatre om paa Lille Dimons Fuglebjærge, har Fængerne altid et Reb om Livet, og under Fångsten sidder en af Deltagerne i en Klippehule med alle Linerne i sin Haand. Natten tilbringer de i en Fjældklöft — sammenbundne, for at ikke nogen skal vende sig i Sövne og falde ned. Trods alle Forsigtighedsregler sætter adskillige Færinger Livet til i Fuglefjældet.

Långt flere Offre kræver dog Havet. Havet er Færingens rette Element. Paa deres glimrende byggede, langstrakte Baade vover Færingerne sig ud, sel v i meget haardt Vejr, naar det gælder et vigtigt Fiskeri eller en uopsættelig Rejse. Baadhusene ligger i Regien långt borte fra Stranden for ikke at ödelægges af Brændingen. Baadene maa undertiden föres ned ad stejle Klipper til Havet, saaledes ved Kvalbö paa Suderö, hvor der er ikke mindre end 50 Alen

fra Baadhusene til Stranden. Mangen Gång er der stærk Brænding ved Landingsstedet, og det kan volde stort Besvær at faa Fartöjet såt i Vandet. Bygderne er nemlig ikke altid anlagte med Henblik paa Landingspladsen. Bygden Mygledal ligger for Eksempel meget höjt, og Fjældet nedenunder gaar stejlt ned mod Havet. Hindrer Brændingen Baaden i at komme ind i den lille Vig, der i godt Vejr benyttes som Landingsplads, maa man hejse Baad, Varer og Mennesker op til Bygden ved Hjælp af en Kran.

Naar Færingerne ro ud — i Regien 6, 8 eller 10 Månd i Fölge — synger de ofte en gammel Salme: »I Jesu Navn saa fare vi...» Færingen er nemlig meget religiös anlagt. I daglig Tale anvender han stadig Bibelsprog; er han paa Havet, beder han ofte. Det hænder ikke saa sjældent, at Færingen i Havsnöd lover Gud et Offer for sin Frelse. Efter gammel Skik tilstilles disse Gaver Kirken i Vaag paa Suderö.

Skulde det hænde, at en Baad kæntrer, da finder Færingen sig i Döden med stoisk Ro. Hyppig gör han intet Forsög paa at frelse sig. »Hvis jeg skal dö, saa dör jeg», ræsonnerer Færingen ud fra sin fatalistiske Livsanskuelse. Det er hændt, at færöske Fiskere i Kæntringsöjeblikket har taget hinanden under Armen for at dö sammen. Ligene er fundne i denne Stilling.

Mangen Gång har Færingerne vist Mod og Uforfærdethed, naar det gjaldt at redde Mandskabet paa et Skib i Havsnöd, eller opsamle Ligene fra et forlist Fartöj. I November 1901 strandede en engelsk Tremaster ved Kvalbö; Ligene skyllede op under de stejle Klipper. Med stort Besvær lykkedes det Kvalbingerne dels at hejse, dels at bære de forulykkede Sömænd op över Fjældet. Den engelske Regering skænkede til Tak Kirken i Kvalbö et Alterkar. — —

Al Færdsel mellem Öerne foregik indtil for ganske nylig udelukkende ved Baadfart. Afstandene er store, men Færingerne kan tilbagelægge lange Strækninger i utrolig kort Tid.

En stor Lettelse er det selvfölgelig, at der er kommen fast Dampskibsforbindelse mellem Öerne. Alligevel har Færingen megen Ulejlighed med at faa sine Varer transporteret. Naar undtages Trangisvaag har ingen Bygd Landgangsbro. Varerne maa derför bringes pr Baad til og fra Dampskibet. — —

Foruden Fugl og Fisk jager Færingen de smaa Grindenvaler, der nu og da viser sig ved Öernes Kyster. Saasnart Raabet »Grindebud!» lyder i en Bygd, gribes Befolkningen af Feber. Alle löber fra deres Arbejde, Mændene kaster sig i Baadene og ror til af alle Kræfter, Kvinderne og Börnene samler sig paa Strandbredden, Bavner tændes paa Fjældtoppene som Signal til andre Bygder. Baadene samles i en Kreds om Hvalflokken for at drive den ind i en flad, sandet Bugt, der egner sig til Grindedrab. Det kan hænde, at Flokken pludselig vender om og undslipper, men i Regien lykkes det Færingerne at jage den paa Grund, og nu begynder et Myrderi uden Lige. Færingerne er ikke til at kende igen. De gribes af Bersærkergang, stikker og skærer i de stakkels Dyr, hvis Blod farver Vandet. Efter Drabet trækkes Hvalerne paa Land. Dagen efter deles Grinden efter bestemte Regler, og der er stor Glæde över Spækket og Hvalködet, som i törret Tilstånd er et meget brugt Næringsmiddel.

I de senere Aar har Grindehvalerne kun sjældent vist sig. De er aabenbart fordrevne af Hvalfangerskibene, der gaar paa Jagt efter de store Bardehvaler, som paa deres Vandringer ofte kommer ind i Farvandet omkring Færöerne. For Tiden findes der paa Öerne ikke mindre end 5 Hvalfangerstationer, startede for færösk og norsk Kapital. Hidtil har Hvalfångsten betalt sig udmærket. I Sommeren 1902 harpuneredes et Par Hundrede Hvaler, der hver repræsenterede en Værdi af 2—3,000 Kröner. Færingerne er gennemgaaende glade for Hvalfangerne, idet de nu for en billig Penge kan faa saa meget Hvalköd, de önsker. Tillige har Öerne direkte Indtægt af Fångsten. Stationerne maa nemlig udbetale Færingerne 50 Kröner for hver Hval, der fånges.

Ogsaa et andet Foretagende har skaffet Færingerne en Del Indtægter, nemlig Kuldriften paa Suderö. At der er Kul paa Færöerne, er ikke nogen ny Opdagelse. Allerede i Slutningen af det i8:de Aarhundrede paabegyndte den danske Stat en regelmæssig Grubedrift paa Suderö, men Foretagendet blev for kostbart og maatte opgives. Færingerne sögte imidlertid selv at dragé nogen Nytte af Kullejerne. I de sidste hundrede Aar har Folk i Kvalbö ikke brugt andet Brændsel end Kul, som de henter fra de paabegyndte Gruber. For omtrent 30 Aar siden blev Kulspörgsmaalet aktuelt igen; en dansk Forretningsmand, der i 1872 köbte Retten til at bry de Kul i Trangsivaag, överdrog et Par Aar senere Driften til en svensk Darne Frk v. Post, der offrede en stor Del af sin Formue for at faa Lejerne undersögt. Nu er Kuldriften i Hænderne paa et fransk-engelsk Aktieselskab, der hidtil ikke har udvist særlig Energi. Om Driften i det hele taget vil kunne betale sig, er tvivlsomt. Kullene er i og for sig gode nok og lette at bryde, men Transporten frembyder store Vanskeligheder. Færingerne har kun Grund til at være glade for det nye Aktieselskab, idet dette har udbetalt flere Bygder ret betydelige Summer for Retten til at bryde Kul i Suderöfjældene. — —

I den ældste trykte Beretning om Færöerne: »Færoeæ et Færoa reserata», der i 1673 kiev udgivet af Præsten Lucas Debes, hedder det: »Disse Færöske Insuler, den stund de udi saa månge Hundrede Aar hafve ligget öde, siunis at hafve intet andet været end som Diefvelens Vaaning, de urene Aanders Bevaring oc en Trolde-Bolig». Denne Opfattelse af Færöerne som Troldenes Hjem gaar igen i en overvældende Mængde færöske Sagn. De fantastiske Omgiveser, hvori Færingen lever, har indgivet ham en Række höjst ejendommelige Fprestillinger om en övernaturlig, ond Verden, der driver sit Spil paa Öerne.

De gamle Sagn er imidlertid nu ved at gaa ud af Bevidstheden. Kvældsæderne, hvor man fortalte Sagn og Æventyr, er månge Steder aflöste af Sammenkomster i Köbmandsboderne, og den nye Tid stiller sig skeptisk överfor Forfædrenes Fantasier.

Derimod höides den gamle færöske Nationaldans endnu höjt i Ære. Den færöske Dans er intet mindre end Middelalderens Kædedans, som i 12 —15 Aarhundrede dansedes över hele Europa. Efter al Sandsynlighed naaede Dansen Færöerne sidst i 13:de Aarhundrede.

Akkompagnementet bestaar udelukkende i Sang. Færingen synger den Dag i Dag til Dansen om Karl den Store og Roland, om Tristan og Isoide, men först og sidst om Sigurd og Brynhild. Der finder næppe nogen Dansesammenkomst Sted, uden at Sigurdkvadet föredrages. En enkelt synger for, og alle Deltagerne istemmer Omkvædet:

Grane bar Guldet af Hede.
Svang han sit Sværd i Vrede.
Sejrrig overvandt han Ormen.
Grane bar Guldet af Hede.

Naar nogle faa Færinger kommer sammen for at more sig, varer det ikke længe, för Dansen er i Gång, og de kan da vedblive at danse og synge Timer i Træk. Uagtet de samme Trin stadig anvendes, virker Dansen dog ikke trættende, idet Færingerne söger gennem Mimik og Bevægelser at udtrykke den Stemning, Kvadet hensætter dem i.

Foruden de mere alvorlige Kvad ejer Færingerne en Mængde Spottedigte, de saakaldte »Taatter», der i Regien er af rent lokalt Indhold. Igennem Taatterne giver Færingen sin Uvilje Luft mod sine Uvenner, og Forfatteren gaar ofte saa raffineret til Værks, at han foredrager Visen for förste Gång ved en Lejlighed, hvor den besungne selv er tilstede. Digteren har undertiden sörget for, at vedkommende, som ikke aner Uraad, fåår Plads i Dansen mellem et Par haandfaste Karle; midt under Lystigheden tager Digteren fat paa Spottevisen, og den angrebne Part maa danse med og höre Visen til Ende, hvad enten han vil eller ej.

Middelalderen igennem höjtideligholdtes Olaf den Helliges Dödsdag, 29 Juli, hele Skandinavien över. Nu er Færöerne det eneste Sted, hvor man fejrer Olaifesten. Fra alle Öerne stevner Færingerne til Thorshavn, der hersker Liv og Röre i de ellers saa stille Gader, og fra Sol gaar ned til Sol staar op lyder de skönne, vemodige Kvadmelodier ud fra Dansestuerne.

Den gamle Kædedans, hvori alle deltager uden Hensyn til Ålder eller Stånd, er saa fastgroet hos Folket, at den sikkert vil vedblive at leve deroppe, selv om Færingernes Liv paa andre Punkter antager moderne Former.

Linje

 

 

ord och bild

Text via runeberg.org

 

 

 

 

  Frågor eller kommentarer på artikel ?
  Skriv här

 

Följ med vad som händer :
Skriv upp dig till Samfundets oregelbundna Nyhetsbrev här och GILLA oss på Facebook , så håller vi dig uppdaterad.

 

 

 

 

Senast publicerade artiklar

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • 13
  • 14
  • 15
  • 16
  • 17
  • 18
  • 19
  • 20
  • 21
  • 22
  • 23
  • 24
  • 25
  • 26
  • 27
  • 28
  • 29
  • 30
  • 31

Vill du veta mer om Färöarna?

Föreningens medlemmar har stor kännedom om Färöarna. Vi delar gärna med oss av erfarenheter och kunskap. Fråga Samfundet Sverige-Färöarna här:

Inloggning författare, skribenter och administratorer.